Lenore Elizabeth Nielsen udstiller

Maleri af Lenore E. Nielsen

Kalenderen siger 7. marts. Vintergækker og erantis er for længst dukket frem i haver og hække sammen med de første krokus. Og nu fylder jeg også galleriet med blomster – I hvert fald blomsterbilleder.

Det sker, når Lenore Elizabeth Nielsen udstiller sine smukke, smukke blomstermalerier.

Lenore Elizabeth Nielsen er efterhånden et velkendt navn på Næstveds kunstscene. Hun har udstillet både på biblioteket og på caféer og sammen med kunstforeningen KUBA. Derfor er jeg også glad og stolt over at kunne byde Lenore velkommen.

Med en legende nysgerrighed overfor både former, farver og materialer vokser Lenores blomster frem på lærred og papir. Billederne er intense og elegante på samme tid. De er åbne i udtrykket og inviterer beskueren ind i motiverne.

Om Lenore Elizabeth Nielsen

Lenore Elizabeth Nielsen har tegnet og malet sporadisk gennem hele livet, men nogle ophold på kunsthøjskole pustede for alvor på hendes tro på sine egne evner. Herefter har nysgerrighed og spændende kurser dannet basen for hendes kunstneriske udvikling.

Lenore er drevet af den boblende følelse af glæde, som opstår, mens hun arbejder med sine værker. De øjeblikke, hvor tiden går i stå og motiverne vokser frem nærmest af sig selv. Hun beskriver selv, hvordan hendes kunstneriske modenhed voksede, da hun slap forestillingerne om at værkerne  skulle have et budskab, eller at hun  skulle benytte sig af bestemte teknikker. 

I dag veksler Lenore frit mellem materialer som akryl, akvarel, blæk, gelliplate-tryk og kollager. Hun lader sig føre med de spontane indskydelser og oplever gang på gang at blive overrasket over sine egne frembringelser.

Du kan i øvrigt følge Lenore på Instagram under navnet @lenoresartfrommyheart.