Hvordan vælger jeg kunst til mit hjem?

Maleri: Nattetanker Stemningsbillede m indretning

Kunst skal føles rigtigt

Det første – og sidste – og absolut vigtigste råd jeg kan give dig, når du skal vælge kunst til dit hjem, er at kunstværket skal føles rigtigt. Både, når du kigger på det, og når du lukker øjnene og tænker på det. Alle andre råd, jeg kommer med her er vejledende og har til formål at hjælpe dig i den rigtige retning. Det er ikke en facitliste. Og der er ingen ufravigelige krav.

Kunstværker, du kan holde ud at se på i mange år, er dem, der rører noget i dig. Giver ro, eller giver dig energi og styrke. Hvis ikke et kunstværk vækker en eller anden form for følelse, bør du overveje det en ekstra gang.

Hvor stort skal et maleri være?

En god basisregel er, at jo større billede, jo mere rum har det brug for omkring sig. Ikke nødvendigvis vægplads. Her tæller også følelsen af luft og afstand til møbler og lamper. En anden god tommelfingerregel er også, at jo mere farverigt og kraftfuldt et kunstværk er, jo mere plads har det brug for.

Hvis du er i tvivl om hvor stort maleri, din væg kan ‘bære’, så prøv at skære nogle store stykker pap ud i forskellige størrelser og hæng dem op. Så får du en god fornemmelse for, hvor meget plads de kræver, og hvad der passer til dit rum.

Skal maleriet hænge alene eller sammen med andre?

Når du hænger kunstværker op, kan du som udgangspunkt vælge at gå to veje. Enten at hænge et enkelt maleri op på væggen f.eks. over en sofa eller en skænk. Det egner sig godt til store værker eller værker med meget markante farver eller motiver.

Eller du kan vælge at hænge værkerne op i klynger. At arrangere sine kunstværker på denne måde er velegnet, hvis du har flere værker i en serie eller en samling af små værker i forskellig størrelse og format. Det fungerer typisk godt over en lav reol eller på en væg mellem to døre.

Hvilke farver skal jeg vælge?

Først og fremmest, skal du vælge farver, du godt kan lide at se på. Og prøv om du kan glemme lidt, hvad der er på mode lige nu. Mode skifter – og nogle gange temmelig hurtigt – men har du brugt flere tusind kroner på et maleri, vil du gerne have glæde af det i mange år.

Herefter skal du spørge dig selv, om kunstværket skal passe til møblerne? Eller om møblerne skal passe til det kunstværk, du har forelsket dig i?

Det første scenarie er nok det hyppigste. Nemlig, at du godt vil købe noget, som passer ind i dit hjem. Scenarie to er mest relevant, hvis du skal indrette et rum helt fra starten. (og virkeligheden er ofte en kombination af de to)

Kontrast eller noget, der matcher rummet?

Når du skal vælge kunst, er det ret væsentligt, at du overvejer, om du har lyst til et kunstværk, der står i kontrast til rummets eksisterende farver. Et kunstværk, som i farver komplementerer resten af din indretning, vil skabe et rum fyldt med energi og bevægelse. Har du f.eks. en mørkeblå sofa, kan det give en god effekt at vælge et maleri i røde og orange farver.

Eller som du i højere grad er tiltrukket af kunstværker, som bevæger sig inden for de farveskalaer, der allerede findes i rummet. Sådan et kunstværk vil ofte bidrage til en stemning af ro og balance. Især, hvis din indretning i forvejen er baseret på matchende farver. Har du f.eks. vægge i en beige farve, kan et kunstværk i lyse gyldne nuancer, forstærke den eksisterende stemning.

Om du vælger den ene eller den anden vej, er udelukkende et spørgsmål om temperament og hvilken stemning, du ønsker at fremhæve.

Kan jeg have kunst i alle rum?

Mit korte svar vil være, ja det kan du sagtens. Også i køkkenområder og på badeværelser.

Det lidt længere svar vil være, at det nogle gange kræver lidt omtanke, for at være holdbart på den lange bane. Men det kan fint lade sig gøre.

Vil du gerne have kunstværker på dit badeværelse, skal du sikre dig, at kunstværket kan tåle den fugt, der naturligt opstår i rummet. Her kan vægophæng i porcelæn eller keramik være en rigtig god løsning.

I køkkener og tæt på områder, hvor der bliver lavet mad, er kunstværker bag glas meget velegnede, fordi de nemt kan gøres rene for mados uden at skade værkerne. Her kan jeg anbefale indrammede print, tryk eller tegninger. Husk at billedrammen også skal kunne tørres af med en opvredet klud.

Er du klar til at vælge dit første kunstværk?

Hvis ikke, så skal du ikke blive fortvivlet. Det kan tage tid, når man sådan bevæger sig ind i en disciplin, hvor man ikke er øvet. Så her kommer tre gode råd, til at komme i gang.

🔸Vælg et kunstværk, du kan lide.
Hvis din mor og din nabo også synes det er fedt, så er det helt fint. Men det er dig, der skal føle dig tilpas i kunstværkets nærhed. Det er dit hjem, det skal være i.

🔸Køb et lille kunstværk
Nogle gange er det svært overhovedet at forestille sig, at købe et stykke originalt kunst, hvis man aldrig har gjort det før. Så start småt. Find et lille værk som passer på væggen mellem to døre eller over dit natbord. Køb det og nyd det!

🔸Gå ud og oplev kunst
Det er også en disciplin i sig selv. Så se, hvad der findes af små gallerier, kunstforeninger og kunstsammenslutninger i dit lokalområde. De holder ofte fællesudstillinger, hvor du kan opleve flere kunstnere på en gang. Her i Næstved-området har vi bla. KUBA, Næstved kunstforening og Åbent Atelier, og der findes helt sikkert lignende, der hvor du bor.

Og husk, du behøver ikke kende ‘reglerne, for at opleve kunst.