Et kunstværks tilblivelse
Jeg er sjældent bange i mørke, og jeg har altid elsket at være udenfor om natten. Som barn var det bedste, når vi var på lejrtur, at være på natløb,
Den erindring, var mit udgangspunkt, så her begyndte det.
Ingen regler uden undtagelse
Som udgangspunkt har jeg ikke en klar idé om det færdige resultat, når jeg begynder et nyt maleri. Men det havde jeg med dette.
Jeg søgte at fange nattestemningen.
Kølig natteluft mod kinderne. Udefinerbart lys og skygger mellem hinanden. Skoven om natten. Markerne om natten. Og jeg havde en idé om farver. Om former. Om elementer. Om materialer, der skulle indgå i værker.
Meget ændrede sig undervejs. Noget blev som tiltænkt. Meget blev ikke. Og en del blev noget helt andet, end jeg troede, det skulle være.
Men stemningen forblev.
Mærke natten. Føle natten. Føle livet i mørket. Føle livet i universet.
Digtet, der blev tilovers
Jeg forestillede mig fra begyndelsen, at ord skulle være elementer i maleriet. Og et digt voksede frem, mens jeg malede de første lag og satte retningen.
Men så skete, der noget.
Maleriet tog en anden vej. Ordene kunne pludselig ikke længere finde deres plads på lærredet. Og til sidst måtte jeg sande, at de to kunstværker – maleriet og digtet – var vokset i hver deres retning. Og alligevel er de stadig beslægtede. Griber den samme stemning. Den samme følelse.
Forbundne – og hver især stærke nok til at stå alene.
Maleriet og digtet
